Kapitel 1: Bjerget vinder

Klokken 12.50 letter det tynde skylag, der siden morgenstunden har skjult toppen af Everest. Pludselig er hele den øverste bjergkam synlig, og fra et klippefremspring i knap otte kilometers højde spejder Noel Odell op mod den pyramide­formede tinde i håbet om at få et glimt af sine kammerater.

I det fjerne får han øje på to bittesmå, sorte prikker, der træder tydeligt frem på baggrund af den glitrende hvide sne blot cirka 250 meter fra toppen. Den første prik nærmer sig en stejl klippevæg, og lige efter følger den anden prik; begge bevæger sig hurtigt og støt opad. Så bliver bjerget igen svøbt i skyer, og væk er George Mallory og Andrew Irvine.

Odell er overbevist om, at de to mænd er godt på vej mod toppen. Dagen til det afgørende ryk mod den 8850 meter høje tinde kunne næppe heller være mere velvalgt: Da Solen spredte sine første stråler over Himalaya, var det bidende koldt med 50 minusgrader, men himlen var klar, sigtbarheden god, og vinden let. Og selv om der ganske vist var begyndt at rulle skyer ind fra vest ved ottetiden, er vejret her ved middagstid den 8. juni 1924 stadig perfekt.

Med forsyninger af mad til sine to makkere ­klatrer Odell videre opad til lejr seks, den øverste af ekspeditionens lejre. Ved 14-tiden når han målet og kryber ind i tomandsteltet, hvor Mallory og Irvine har tilbragt natten. Teltet balancerer på en klippehylde på Everests stormomsuste nordside i 8168 meters højde. I over to timer venter Odell på Mallory og Irvine, og da de ikke dukker op, mærker han en snigende bekymring.

Snestormen har nu lagt sig, og solen titter atter frem, men selv om Odell igen og igen gransker bjergkammen, kan han ikke få øje på de to bjergbestigere. Forsøgsvis kravler han lidt længere op ad bjerget og råber på dem, men uden at få svar. Så beslutter han sig for at klatre ned til lejr fire, hvor John Hazard venter spændt på at høre nyt.­

Briterne vil have revanche for Sydpolen

Også hjemme i Storbritannien holder alle vejret i spænding. Forventningerne til årets Everest-­ekspedition er i top og mindst lige så skyhøje som bjergmassivet selv, for håbet er, at Mallory og Irvine vil skrive sig ind i historien som makkerparret, der banede vejen til klodens mest efterstræbte tinde.

Intet mindre end nationens stolthed står på spil, for fem år tidligere, i marts 1919, har det kongelige britiske geografiselskab, Royal Geographical Society, på et møde i London erklæret, at briterne som de første vil bestige Everest. Briterne var langtfra kommet sig over, at de var blevet snydt for sejrens sødme tilbage i 1911, da nordmanden Roald Amundsen havde nået Sydpolen en måneds tid før deres egen Robert Falcon Scott. Den ydmygelse ville de ryste af sig, og midlet var erobringen af en af de få hvide pletter, der var tilbage på landkortet – Mount Everest eller klodens tredje pol, som briterne døbte bjerget.

I jagten på større udfordringer end de traditionelle i Alperne var de første britiske bjergbestigere allerede i 1880’erne begyndt at ankomme til ­Himalaya, hvor adskillige af de lavere tinder blev erobret. Men først da Royal Geographical Societys formand, Francis Younghusband, i 1919 besluttede at nedsætte en særlig Everest-komité, kom der gang i forberedelserne til de ekspeditioner, der skulle ­udforske mulige adgangsveje til Jordens tredje pol.

Ekspedition i hjemmestrik opmåler bjerget

I 1921 indfandt et undersøgelseshold bestående af britiske gentlemen iført cardiganer, tweedjakker og knickers sig ved foden af Everest. Blandt deltagerne var George Mallory, der som erfaren bjergbestiger og mangeårigt medlem af Alpine Club var selvskreven til opgaven. I første omgang havde Mallory ganske vist været afvisende over for tanken om at drage af sted.

Han havde en familie at forsørge og et lærerjob at passe, og løn var der ikke noget af på den syv måneder lange rejse. På den anden side ville han være et skarn, hvis han afslog tilbuddet om at ­deltage på turen, som var det på alle måder største eventyr, en bjergbestiger kunne kaste sig ud i. I et brev til en ven forklarede han sit dilemma: “Jeg står over for et altoverskyggende problem – Everest.”

I sidste ende sejrede eventyrlysten over for­nuften, og efter en udmattende sørejse til Indien, en lang togtur og en krævende vandring gennem Tibet fik Mallory den 13. juni 1921 sit første, betagende glimt af Everest.

Selv om ekspeditionen løb ind i kraftige monsunvinde og tillige led under elendig forplejning og utilstrækkeligt udstyr – i deres tunge overfrakker, uldne halstørklæder og hjemme­strikkede sokker lignede mændene en flok venner, som var blevet overrasket af en kraftig snestorm ­under en picnic i hjemlandet – blev den betegnet som en succes. Holdet havde opmålt bjerget fra tre sider og havde ved hjælp af skitser og fotografier tegnet det første detaljerede kort over Everest. Oven i købet havde Mallory under sine mange udflugter op ad bjerget også fundet en praktisk anvendelig rute til toppen via bjergets nordside.

Forberedelserne er bedre

Året efter blev rekognosceringen fulgt op af en ekspedition, hvor Mallory og kompagni skulle forsøge at bestige Everest. Denne gang var bjergbestigerne langt bedre forberedt på de udfordringer, der ventede dem. Klatrestøvlerne af læder var skiftet ud med dels skistøvler med søm til klatring, dels langskaftede mokkasiner til vandring i lavere højder, og også maden var blevet opgraderet. Som et supplement til den faste menu af kartofler og yakoksekød medbragte holdet Heinz-dåsespaghetti, Hunters-skinke, Harris-dåsepølser, vagtler i foie gras, bacon og dertil rigelige mængder rødvin og champagne.

Vigtigst af alt rådede man for første gang over iltapparater – et efter videnskabens mening uundværligt udstyr i den tynde luft. Forud for rejsen ­havde der dog været ophedede diskussioner om det betimelige i at medbringe de tunge og uhåndterbare apparater, og også Mallory var i starten modstander af at bruge, hvad han kaldte “engelsk luft”.