Man skulle måske ikke tro det, men den egyptiske ørken er faktisk det perfekte sted at lede efter forstenede havdyr. For nylig har amerikanske forskere fra University of Michigan udgravet et komplet skelet af en 40 millioner år gammel og 18 meter lang hval. Den boltrede sig oprindeligt i de lave vande, som dengang dækkede ørkenen. Hvalen var en såkaldt Basilosaurus isis, og det er første gang, forskerne finder et komplet skelet af denne art. Tidligere har man kun fundet dele af skeletter i Nordamerika og Egypten. De første Basilosaurusknogler blev fundet omkring 1830, og på grund af dyrets mærkværdige slangelignende udseende troede man i mange år, at der var tale om et krybdyr og ikke et pattedyr. Men efterhånden blev det klart, at Basilosaurus isis havde udviklet sig fra små, rottelignende landlevende pattedyr. Det viste bl.a. de bittesmå bagben, som hvalen stadig havde – der var endda stadig små tæer på. For 40 millioner år siden var Basilosaurus det største dyr på Jorden, og den var en fantastisk hurtig svømmer og en effektiv dræber. Forskerne har fundet fossile fisk og endda hajer i maven på kæmpen, og man mener også, at den var i stand til at fange både søkøer, havskildpadder og mindre hvaler. Ved hjælp af det nye skelet håber de amerikanske palæontologer at få svar på, hvordan hvalen var i stand til at svømme så hurtigt, som dens valg af føde indikerer. Skelettet blev fundet i Wadi Hitan-dalen, hvor mange andre fortidshavdyr er blevet udgravet. Forskerne har bl.a. fundet fossiler af fem hvalarter, tre arter af søkøer og en havslange.
Forskere og læger udvider værktøjskassen i kampen mod hjerte-kar-sygdomme. Læs mere i nr.3.
Gratis: Download et helt nummer af Illustreret Videnskab. Det er gratis, du skal blot være registreret bruger af illvid.dk.
En simpel test kan kortlægge dit genom og fortælle om din risiko for alvorlige sygdomme.
Abonnement: Giv et abonnement på Illustreret Videnskab som gave. Seks numre koster kr. 299,00.
Download de nyeste fotografiske perler fra National Geographics naturfotografer her.
Illustreret Videnskabs chefredaktør anbefaler sjove og fascinerende videoer på nettet.