Hvordan er tværfløjten blevet til?

De ældste tværfløjter er fra 800-tallet f.Kr., hvor fløjten var udbredt i Kina og Japan. De første, primitive tvær­fløjter af træ eller ben var dog blokfløjten underlegen og blev formentlig mest anvendt til signalgivning.

I Europa blev tværfløjten frem til 1600-tallet især brugt i militæret af landsknægte, der fløjtede på de såkaldte schweizerpiber, som var små, skingrende tværfløjter.

Tværfløjten gennemgik i løbet af 1600- og 1700-tallet en række ændringer. Bl.a. blev klangen og tonehøjden forbedret, ved at man ud­videde blæsehullet og delte instrumentet i tre-fire led, som hver havde én til flere klapper. Derved blev tværfløjten et mere avanceret og fleksibelt instrument med mulighed for flere toner.

Indtil omkring midten af 1800-­tallet kneb det med ­tonernes renhed, og først da den tyske instrumentmager Theobald Böhm i 1847 byggede en cylindrisk tværfløjte med huller dækket af vægtstænger og klapper, blev ­lyden mere ren og kraftig.