Hvordan opstår stjerner?

Stjerner dør ofte i store eksplosioner. Men hvordan bliver de dannet?

Nye stjerner dannes af det såkaldte interstellare stof, det vil sige gas og støv mellem stjernerne. Processen begynder, når der lokalt opstår en lidt større tæthed end ellers. På grund af den forøgede tyngdekraft fra dette område vil der blive trukket endnu mere stof ind, så klumpen øger sin tæthed mere og mere. Det er i princippet en løbsk proces, men den bremses af de indre trykkræfter, der bygges op i takt med den voksende tæthed. Større tæthed giver nemlig både højere temperatur og større tryk. Den højere temperatur betyder også, at denne såkaldte protostjerne udsender stråling, fortrinsvis infrarødt lys, men alligevel vil dens temperatur fortsat øges, og mere og mere stråling vil blive udsendt. I denne fase er der altså to løbske processer, som foregår samtidig, nemlig dels sammentrækningen som følge af tyngdekraften, dels energitabet fra stjernens overflade. Kapløbet standser, når temperaturen i stjernens centralområde er blevet så høj, at atomkernereaktioner kan gå i gang. Ved hjælp af fusionsprocesser omdannes brint til helium og senere til endnu tungere grundstoffer. Fusionen er en så effektiv energikilde, at en stjerne af Solens størrelse kan lyse i ti milliarder år uden at ændre struktur nævneværdigt. Selve fødslen som stjerne markeres af det øjeblik, hvor fusionsprocesserne går i gang. Her øger stjernen sin lysstyrke voldsomt, og det kan medføre, at solvinde i form af stråling blæser skallen af gas og støv bort, så stjernen pludselig bliver synlig for alverden.