Hvorfor er gorillaer så enormt stærke?

Hvordan kan det være, at gorillaer har så store muskler, når de næsten kun æder planter og ikke er særligt aktive?

Gorillaer træner bl.a. deres muskler ved at klatre og ved at slås med andre gorillaer.
Paul Souders/Corbis/Polfoto
Gorillaer træner bl.a. deres muskler ved at klatre og ved at slås med andre gorillaer.

Gorillaerne repræsenterer et yderpunkt blandt de nulevende primater blandt andet ved at være de største og stærkeste og ved at være specialiserede planteædere. En voksen han vejer 200 kg, mens hunnerne vejer det halve.

Den kost, gorillaer bliver så store af, består næsten udelukkende af plantedele som bark, plantemarv, stammer, rødder, skud, blade og frugter. I modsætning til chimpanser fanger og spiser gorillaer aldrig større dyr end termitter og myrer. Selv om nogle af gorillaernes foretrukne planter har et stort proteinindhold, så spiser de en relativt proteinfattig kost.

Tilmed har de i deres leveområder adgang til færre frugter med letomsættelige sukker-stoffer, end fx chimpanser har.

Føden bliver længe i gorillaen

Gorillaer kan klare sig på den grove og relativt fattige plantekost, fordi de er store og dermed har et langt fordøjelsessystem med en stor overflade, hvor føden opholder sig længe, inden den er bearbejdet og optages gennem tarmvæggen.

Undersøgelser har vist, at gorillaer tilbageholder deres føde i ca. 50 timer, mens chimpanser kun holder på deres føde i 30 timer og derfor er nødt til at spise en mere rig kost. Gorillaer har også en stor blind­tarm med cellulosenedbrydende bakterier, som bidrager til frigørelsen af proteiner og andre næringsstoffer fra plantekosten. Alt i alt betyder gorillaernes lange og effektive fordøjelsessystem, at de kan optage nok protein fra planterne til bl.a. deres store muskelmasse.

Gorillaen bruger tid på maden

Som andre store dyr, der lever af planter, er gorillaer nødt til at indtage store mængder føde for at få tilstrækkelig energi og næring. Af den grund bruger de meget tid på i ro og mag at spise og fordøje føden nede på jorden.

Men gorillaer foretager sig mange andre ting, hvor de får rørt deres muskler. I skovrige områder opholder de sig fx en betydelig del af deres tid i op til 35 meter høje træer, og de foretager også ofte to kilometer lange dagsrejser efter gode frugttræer. Desuden træner de unge hanner deres muskler i brydekampe med andre hanner for at forberede sig til selv at stifte en familiegruppe. Genetiske og fysiologiske forhold spiller dog også ind, når man skal forklare gorillaernes store muskelmasse.

Ny serie: Indvandringen til Amerika

Nyt blad: Følg med fra starten, når Illustreret Videnskab i tre afsnit fortæller historien om indvandringen til Amerika.

Få et gratis prøvenummer

Gratis: Download et helt nummer af Illustreret Videnskab. Det er gratis, du skal blot være registreret bruger af illvid.dk.

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra Illustreret Videnskab. Tilmeld her:

DILEMMA: Hvor meget vil du fortælle?

En simpel test kan kortlægge dit genom og fortælle om din risiko for alvorlige sygdomme.

Mangler du en gave til fødselsdagen?

Abonnement: Giv et abonnement på Illustreret Videnskab som gave. Seks numre koster kr. 299,00.

National Geographic

Baggrundsbilleder

Download de nyeste fotografiske perler fra National Geographics naturfotografer her.

Blog: Video om videnskab

Illustreret Videnskabs chefredaktør anbefaler sjove og fascinerende videoer på nettet.

Poll