Rumvandringsdragten – skabt til det tomme rum

Den første rumvandring fandt sted i 1965, da russeren Aleksei Leonov i marts forlod Voskhod 2-rumskibet i 10 minutter. Senere på året blev han efterfulgt af amerikaneren Ed White, som i juni forlod Gemini 4 i 23 minutter.

De bar begge dragter, der var en videreudvikling af astronauternes redningsdragter, men som ekstra beskyttelse blev Gemini-dragten udstyret med supplerende lag af kunststoffet mylar for at beskytte mod de store temperaturudsving fra -150 til +150 grader, som astronauterne kan møde på en rumvandring. Rumhjelmen blev også udstyret med et guldbelagt solvisir.

To modeller dominerer

Rumvandringsdragter anvendes i dag, når opgaver skal udføres uden for Den Internationale Rumstation, ISS.

Der er to modeller, der dominerer markedet, nemlig den amerikanske EMU og den russiske Orlan, der betyder havørn. Begge dragter har en lang historie bag sig. EMU’en går tilbage til de første rumvandringer fra rumfærgen omkring 1984, mens Orlan-dragten fik sin debut i 1977 under rumvandringer fra de gamle Salyut-rumstationer. Men begge typer har undergået en stor udvikling i de mellemliggende år.

Man kan gå på rumvandring i op til syv timer i den 110 kg tunge Orlan-dragt, og den kan klare mindst 12 ture i rummet. De meget fingernemme russiske kosmonauter kan dog med mindre reparationer forlænge dragtens levetid. I juni blev den nyeste version, Orlan-MK, afprøvet af både en amerikansk og en russisk astronaut på rumvandring.

Det helt store fremskridt er, at MK-modellen har en fladskærm indbygget i hjelmen, som kan fortælle astronauten, præcis hvordan han skal forholde sig i forskellige situationer. En computer holder øje med bl.a. tryk, temperatur og luftens sammensætning. Hvis der opstår en fejl, vises den straks på skærmen med instruks om, præcis hvordan astronauten skal reagere – et stort fremskridt fra de tidligere modeller, hvor man skulle lære alle nødprocedurer udenad.

Dragt på 180 kilo

Den amerikanske EMU kan veje op til 180 kg, men kan undertiden være lettere. Den er beregnet til maksimalt otte timers rumvandring, og levetiden er beregnet til 30 år.

Der er efterhånden udviklet en fast procedure for rum­vandringer fra ISS. Rumstationen er udstyret med to luftsluser, som astronauten skal være i et døgn før selve rumvandringen. Her sænkes trykket gradvist fra den ene atmosfære, der er om bord på ISS, til 0,7 atmosfære, ligesom iltindholdet i luftslusen gradvist øges, så kvælstoffet efterhånden kommer ud af ­blodet.

Mindst en time før selve rumvandringen begynder astronauten så at indånde ren ilt og tage selve rumdragten på. Når hjelmen er på, sænkes ­trykket i dragten til 1/3 atmosfære, og luftslusen tømmes for luft. Først da kan rum­vandringen begynde.